Efter en forfriskende nattesøvn hos Comelli er vi igen klar til at udforske flere af Friulis gastronomiske hemmeligheder.
Nonino er både blandt de bedste og de mest innovative grappadestillerier i Italien - uden på nogen måde at forråde traditionerne. Vi besøger destilleriet for at høre historien om, hvordan skallerne fra vin-produktionen efterfølgende omdannes til Italiens traditionsrige, klare, aromatiske spiritus på en måde som bevarer druens karakter i det færdige produkt. Selv om det er først på dagen skal vi også smage på nogle af de ædle dråber!
Efter Nonino tager vi til Gorizia, som ligger på grænsen til Slovenien i en dal mellem de Præ-julianske alper og Carso. Placeringen har præget byen i både latinsk, slavisk og germansk retning. Vi spiser frokost på Enoteca L'Alchimista, som er kendt for sine Polpette - og mon ikke vi får et godt glas vin eller to? Derefter er der tid til at shoppe lidt på egen hånd inden vi sætter kursen mod Farra d'Isonzo, hvor Fulvio og Jelena Bressan venter os.
Bressan Mastri Vinai har dyrket vin siden midten af 1700-tallet på dette sted tæt ved Isonzo-floden, som giver vinstokkene gode betingelser med en meget mineralholdig jord. Fulvio er fanatisk i sin konstante stræben efter den ultimative kvalitet, og han vil vise os, hvordan den opnås i såvel mark som kælder - og resultatet vil vi smage i form af et udvalg af vine fremstillet på de lokale sorter:
- Verduzzo i den originale, tørre version, som næsten ingen længere fremstiller
- Pignolo, den ældgamle, indfødte friulanske blå druesort, som i 80'erne næsten var uddød, før et redningsprojekt blev igangsat
- Schioppettino eller Ribolla Nera
Fulvio er en af den friulanske vinverdens mange store personligheder - glæd jer til et spændende besøg!

Fyldt med information og indtryk sætter vi kursen imod Cormons. Vi skal igen bo på et agriturismo omgivet af vinmarker, Al Poc di Subide, hvor vi checker ind og får tid til at klæde om inden aftenens gourmetmiddag på den berømte La Subida restaurant, som er kendt for sit traditionelle og alligevel sofistikerede køkken baseret på områdets lokale råvarer af højeste kvalitet. Vinkortet er intet mindre end fantastisk - vi skal smage en stribe topvine i gamle årgange fra berømte producenter som Ferrari, Gravner, Radikon, Zamó. Her folder Friuli sin gastronomiske palet ud i foldt flor! Læs mere om La Subida her.
TILBAGE