Vi sætter kursen mod Friuli igen - tilbage over bakkerne ved grænsen. Vi skal besøge Castello di Arcano og benytter os af passagen af den lille hyggelige middelalderby Cividale, til at tage en kop kaffe på byens hyggelige torv.
I Rive d'Arcano ligger det smukke slot, Castello di Arcano, dele af hvilket er fra 1200-tallet. Slottet er stadig beboet, men vinproducenten af samme navn bruger kældrene og vi får mulighed for at kigge indenfor i såvel kældre som gården på slottet. Derefter besøger vi Arcanos moderne vinifikationslokaler for at se, hvordan de ca. 80000 flasker økologisk vin produceres! Besøget afsluttes med smagning af slottets økologiske vine fremstillet på indfødte friulanske druesorter som f.eks.
- Tocai Friulano
- Refosco dal Peduncolo Rosso
- Tazzelenghe
- Verduzzo Friulano
samt Arcanos sjældne, men fremragende olivenolie, der rangerer blandt Friulis bedste. Smagningen ledsages af typiske, lokale produkter som fx San Daniele skinke, Montasio ost og røget ørred, som således udgør dagens frokost.

Eftermiddagen tilbringer vi med besøg i de to små middelalderbyer, Gemona og Venzone, som blev erklæret et monument af stor historisk og kunstnerisk interesse i 1965. Desværre blev begge næste ødelagt af jordskælv i 1976 - dog ikke værre, end at de stadig er et besøg værd på vejen imod dagens endestation: Nimis. Nimis er centrum for produktion af Verduzzo, som her trives som intet andet sted i Friuli. Vi checker ind på I Comelli, som er et agriturismo, og samtidigt er producent af områdets forskellige vine, herunder den berømte Ramandolo, som den søde vin på Verduzzo herfra må kaldes. Vi får historien om, hvordan man fremstiller Ramandolo under anvendelse af den ældgamle "appassimento"-metode, hvor Verduzzo-druerne tørres hen over vinteren efter høsten, før de presses - en metode, som også kendes fra produktionen af Amarone.
Såfremt tiden tillader det, er der mulighed for at tage et enkelt glas vin på det lokale enoteca, som ligger i gå-afstand fra I Comelli, før middagen.
Middagen indtages på I Comelli, som dyrker det klassiske italienske landkøkken: Alt er håndlavet af gode råvarer. Ikke sofistikeret men ærlig, enkel og velsmagende mad i rigelige mængder med I Comellis egne vine serveret til. Godt at vi blot skal vakle op ad trappen efter middagen for at finde vores værelser!
TILBAGE